Under et år efter klubbens stiftelse har Syddjurs Mavericks fra Ebeltoft spillet sig til en sølvmedalje ved danmarksmesterskaberne i Baseball5. Efter en nervepirrende semifinale måtte de lokale helte se sig slået i finalen, men de vender hjem som turneringens helt store samtaleemne.
NYBORG/EBELTOFT – Da Syddjurs Baseball Club blev stiftet den 21. april 2025, var der ingen, der turde drømme om, at klubbens hold, Syddjurs Mavericks, mindre end 11 måneder senere ville stå med sølvmedaljer om halsen ved DM. Men søndag den 15. marts 2026 blev drømmen til virkelighed i Nyborg.
Vejen til mesterskabet har været brolagt med både modgang og hårdt arbejde. Mavericks har kæmpet sig gennem flere kvalifikationsturneringer – fra en kneben fjerdeplads ved Aarhus Open til en imponerende sølvmedalje ved Jyllandsmesterskabet. Det var dog først ved Oysters Open, at billetten til DM endelig blev sikret.
Drama i semifinalen
Søndagens DM-stævne startede ellers svært for Mavericks med et nederlag til de rutinerede Jutland Krakens. Men holdet fra Ebeltoft viste enorm mental styrke, da de efterfølgende slog storfavoritterne fra Ballerup Vandals, der ellers stillede med flere landsholdsspillere.
Sejren betød en direkte duel mod Jutland Krakens om en finaleplads. Det blev dagens mest intense kamp. Bagud i femte og sidste inning, med ryggen mod muren og to outs, stod holdets yngste spiller, Matti Falkø, med det hele på sine skuldre. Under maksimalt pres lykkedes det Matti at sende bolden i spil og sprinte til første base, hvilket startede en kædereaktion af løb fra holdkammeraterne Esben Elmer og Rune Drongesen. I et taktisk og risikofyldt spil lykkedes det Esben Elmer at krydse hjemmepladen og sikre sejren samt finalebilletten til store jubelscener fra de medrejste fans.
"Helt vildt"
Selvom finalen blev tabt til de forsvarende mestre fra Aarhus Havoc, var humøret højt. Mavericks var nemlig det eneste hold i hele turneringen, der formåede at score point mod de suveræne danmarksmestre.
”Målet var ikke at vinde DM. I første omgang var det blot målet at komme med og få en masse erfaring. Så at vi vinder over sidste års bronzevindere, Jutland Krakens, og sikrer os sølv i finalen mod Danmarks stærkeste hold, er jo bare helt vildt” udtaler Philip Spielmann, der er formand for klubben og træner for Mavericks.
Fra begyndere til elite på rekordtid
Det mest imponerende ved præstationen er spillernes manglende erfaring. Ud af hele holdet er der kun én spiller, der tidligere har stiftet bekendtskab med traditionel baseball. Resten har lært sporten at kende fra bunden på under et år i klubben i Ebeltoft.
Philip Spielmann, der til daglig også er landstræner for det danske Baseball5-landshold, lægger ikke skjul på sin stolthed: ”Syddjurs Mavericks har på ekstremt kort tid vist, at man med træning og atletisk snilde kan nå længere, end man overhovedet kunne håbe på. Jeg er ekstra stolt over den kampånd, de har udvist.”
Med DM-sølvet i bagagen har Syddjurs Mavericks for alvor sat Ebeltoft og Syddjurs på det danske sportskort – og det er kun begyndelsen for den unge klub. D. 18 april afholder Mavericks selv turnering foran Glasmuseet i Ebeltoft fra kl. 12:00-16:00, hvor der også bliver mulighed for helt nye og nysgerrige Ebeltoftere at prøve sporten på egen hånd.