Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Ebeltoft - fredag den 5. februar

Profilbillede
dato

Ebeltoft er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 10.00 en 23-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for flere butikstyverier. Den 23-årige blev anholdt torsdag aften omkring kl. 18.00, efter en vagt i Bruuns Galleri havde tilbageholdt ham. 

En medarbejder i Kvickly så, at manden puttede en rulle stanniolpapir i en pose og gik ud af butikken uden at betale. Hun tilkaldte derfor en vagt, der fik standset manden. Ud over stanniolrullen havde den 23-årige nogle parfumer på sig, som han erkendte, han havde stjålet fra Salling samme dag. 

Da den 23-årige har en lang række verserende tyveri-sager, blev han anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i retten. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen

**

 

24-årig anholdt med stjålne computere

Politiet rykkede natten til fredag ud til et indbrud i Sparekassen Kronjylland i Odder, da der kl. 00.47 gik en alarm fra banken. Da betjentene nåede frem kunne de se, at en dør var brudt op, og der var stjålet tre bærbare computere. 

En patrulje opdagede kort efter en 24-årig mand, som kørte rundt på en scooter i nærheden. Han forsøgte at flygte, da han så politiet, men styrtede efter en kort eftersættelse og blev hurtigt anholdt. 

På sig havde han en taske med de tre stjålne computere fra banken. Han blev derfor anholdt og sigtet for indbruddet. Han blev desuden sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for narkokørsel, for kørsel uden førerret og for at køre på en scooter, der hverken var indregistreret eller havde den lovpligtige forsikring.  

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere, heriblandt om den 24-årige også kan have været involveret i et indbrud i Danske Bank i Odder natten til torsdag, hvor der også blev stjålet nogle bærbare computere. 

**

 

Mænd kørte ind i Matas med varebil

Østjyllands Politi fik natten til fredag kl. 01.16 en anmeldelse om, at en varebil med nogle paller spændt bagpå var bakket direkte ind igennem hoveddøren i Matas i Hammel. 

Alarmen og en røgkanon blev aktiveret, og da politiet kort efter kom frem, var gerningsmændene væk, og der var umiddelbart ikke stjålet noget. 

Vidner fortalte, at de havde hørt et stort brag og havde set tre mænd i en sølvgrå bil – en varebil, firhjulstrækker eller lignende.  

Gerningsmændene var ifølge vidnerne lyse i huden og iført mørkt tøj. 

Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og hører meget gerne fra vidner, som har oplysninger i sagen. Oplysningerne kan gives via tlf. 114. 

**

Mand anholdt for to indbrud i private hjem 

En 36-årig mand blev torsdag kl. 12.40 anholdt og sigtet for at have begået indbrud i to private villaer i Randers. 

Torsdag morgen fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der havde været indbrud i en villa på Mjølnersvej i Randers NV, hvor der blandt andet var blevet stjålet en del værktøj. 

Politiet fik mistanke til den 36-årige, og tog hen til en adresse i Randers, hvor de traf ham. I et kælderrum lå det stjålne værktøj, og han blev derfor anholdt og sigtet. 

På baggrund af blandt andet overvågningsbilleder blev han også sigtet for et indbrud begået natten til torsdag på Valhalsvej i Randers NV, hvor der var blevet stjålet nogle lamper og møbler. 

**

Anholdt efter hashfund i bil og lejlighed

En patrulje standsede torsdag kl. 17.06 en bil på Åbyhøjgård i Åbyhøj med en 20-årig mand bag rattet. Der lugtede af hash i bilen, og den 20-årige fremviste frivilligt en række salgsposer med hash, og han blev anholdt og sigtet for narkosalg. 

Fundet i bilen fik politiet til også at ransage den 20-åriges adresse. Her fandt betjentene en større mængde hash i salgsposer, en del tusinde kroner i kontanter og nogle digitalvægte. Alle stofferne og kontanterne blev beslaglagt. 

**

Standset af patrulje – havde hash og kniv på sig

En patrulje fattede natten til fredag kl. 02.31 mistanke til tre personer, som sad i en bil, der kørte rundt på Nyvangsvej i Auning. Betjentene fik dirigeret bilen ind til siden og tog kontakt til den 25-årige fører. Han viste sig at være frakendt kørekortet, og han virkede påvirket af både alkohol og narko. 
Han blev derfor anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel og for at køre uden førerret. 

Da betjentene visiterede ham fandt de både en kniv og en mindre mængde hash, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven og for besiddelse af euforiserende stoffer. 

De to andre personer i bilen havde ikke noget ulovligt på sig og blev derfor ikke sigtet. 

**

Narkohunds fund førte til ransagning

En betjent og hans narkohund var torsdag kl. 12.00 i Beder i forbindelse med en sag og var netop gået ud fra en opgang, da hunden fik færten af noget og gik i retning af en bygning i nærheden. Den førte betjenten hen foran en terrassedør, hvor der lå et jointskod. 

Fundet fik betjenten til at banke på, og en 27-årig mand lukkede betjenten og hunden ind i lejligheden. Inde på adressen lå der en mindre mængde hash, som blev beslaglagt. Den 27-årige blev derefter sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

Hash og fyrværkeri fundet i visitationszone

En 21-årig mand blev torsdag kl. 21.09 standset af en patrulje på Tinesvej i Brabrand, som ligger i den visitationszone, som Østjyllands Politi har oprettet. 

Under ransagningen af bilen fandt betjentene en mindre mængde hash og noget ulovligt fyrværkeri, som blev beslaglagt. Den 21-årige blev sigtet efter fyrværkeriloven og for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Da den 21-årige gentagne gange blandede sig under ransagningen og ikke efterkom politiets anvisninger, blev han til sidst anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen. 

**

Kontanter og hash beslaglagt i Randers

Østjyllands Politis specialpatrulje stødte torsdag kl. 21.23 på en 25-årig mand, som kom gående på Vilhelm Thomsens Plads i Randers. Da betjentene kender den 25-årige fra tidligere forhold, og han virkede meget nervøs ved politiets tilstedeværelse, besluttede patruljen at visitere ham. 

På sig havde den 25-årige noget hash og nogle kontanter, og da hans hjem efterfølgende blev ransaget, fandt betjentene flere poser med hash og nogle tusinde kroner i kontanter. 

Han blev derfor anholdt og sigtet for narkosalg, og stoffer og kontanter blev beslaglagt.  


**

Færdsel

Torsdag kl. 11.56 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby. Da betjentene fandt noget kokain i bilen, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Torsdag kl. 20.06 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. En 31-årig mandlig bilist kørte under en overhaling ind i en lastbil ført af en 29-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 21.29 blev en 39-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kildebakken i Skødstrup. Da bilisten også havde en mindre mængde hash på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Natten til fredag kl. 01.46 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Postvej i Hinnerup. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Infanterivej i Randers NØ begået mellem tirsdag d. 2/2 kl. 22.00 og onsdag d. 3/2 kl. 12.00
På Langager i Hornslet begået mellem onsdag d. 3/2 kl. 17.08 og torsdag d. 4/2 kl. 7.30
På Toftehøjen i Ebeltoft begået mellem tirsdag d. 22/12 kl. 12.30 og mandag d. 1/2 kl. 11.00

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi