Østjyllands Politi: Nyt fra Ebeltoft - onsdag den 8. juli

dato

Ebeltoft er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Den mobile politistation besøger Aarhus Ø

Østjyllands Politis mobile politistation kommer onsdag eftermiddag på besøg på Aarhus Ø, hvor beboerne er velkomne til at komme forbi og få en snak med betjentene om, hvad der rør sig i området.

**

 

Tricktyv opdigtede vandskade

Tirsdag kl. 11.00 ringede en mand på døren hos en 69-årig kvinde i Tranekærparken i Risskov. Manden forklarede kvinden, at der var sket en vandskade, og at det nu dryppede ned i lejligheden nedenunder. Kvinde kendte ikke manden og havde aldrig set ham før, og hun sagde til ham, at han ikke skulle komme ind i hendes lejlighed.

Manden skubbede kvinde til side og gik alligevel ind i hendes lejlighed, hvor han åbnede køkkenskabene under håndvasken, mens han gav kvinden besked om at gå ind i soveværelset og justere på radiatoren. Kvinden gjorde som hun fik besked på, hvorefter manden sagde til hende, at det gik lidt for hurtigt, og at hun skulle prøve igen lidt langsommere.

Mens kvinden skruede lidt langsommere, forlod manden pludselig lejligheden med et kort ”farvel”. Senere på dagen opdagede kvinden, at skufferne i hendes kommode stod åbne, og der manglede nogle kontanter.

Manden beskrives som:

  • Udenlandsk af udseende
  • Ca. 40 år
  • Ca. 170 – 175 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • Kort, sort hår
  • Var iført mørke/sorte bukser og jakke
  • Medbragte en taske/stofpose med hank
  • Talte dansk uden accent

Østjyllands Politi har en formodning om, hvem manden kan være, og opfordrer til, at man straks ringer til politiet, hvis man bliver kontaktet af en ukendt mand, der oplyser, at han er vicevært eller håndværker, der skal ind og tjekke varme, vand eller lignende. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

 

Sur mand på jobcenteret

Tirsdag kl. 12.45 fik jobcenteret på Værkmestergade i Aarhus C besøg af en borger, der udviste aggressiv adfærd over for personalet og råbte så højt, at han blev bedt om at forlade stedet. Det nægtede han dog, og personalet ringede derfor efter politiet.

Da betjentene ankom til stedet, bad de i første omgang manden om at følge med udenfor i et forsøg på at nedtone situationen. Det tog dog et par forsøg, før manden til sidst fulgte med betjentene udenfor, hvor han blev bedt om at legitimere sig. Det nægtede han, og han begyndte i stedet at råbe op og blev aggressiv over for betjentene.

Manden blev derfor anholdt, sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og overtrædelse af retsplejeloven, da han ikke ønskede at oplyse navn og fødselsdato. På politigården fandt betjentene et ID-kort og personlige papirer i mandens taske, og kunne her konkludere, at den anholdte var en 36-årig mand fra Højbjerg.

**

 

73-årig mand død efter bilulykke

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 08.18 en anmeldelse om, at en bil var kørt af vejen i et sving og ud over en skrænt på Stenledvej i Hyllested ved Ebeltoft. Bilen holdt nu på en mark, og føreren sad livløs bag rattet. Politi og redningsmandskab kom hurtigt til stedet, men den 73-årige førers liv stod ikke til at redde. Hans pårørende er underrettet.

Det er endnu uvist, hvorfor den 73-årige mistede kontrollen over bilen og kørte galt. En bilinspektør skal nu undersøge omstændighederne omkring ulykken nærmere, og før de undersøgelser er færdige, kan Østjyllands Politi ikke oplyse yderligere detaljer om ulykken.

**

 

”Glemte” at betale for ni øl

Tirsdag kl. 18.20 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto på Skt. Knuds Torv i Aarhus, hvor en butiksdetektiv havde tilbageholdt en butikstyv. Butiksdetektiven havde set en mand lægge to stykker kød ned i en indkøbspose, hvorefter han var gået over til øllene og havde lagt en masse øl ned i posen.

Herefter var manden gået op til kassen, hvor han havde betalt for de to stykker kød og én øl. Efterfølgende havde butiksdetektiven taget fat i manden og spurgt, om han ikke skulle betale for de resterende øl i posen. Politiet kom til stedet og den 26-årige mand blev anholdt og sigtet for tyveri af ni øl.

**

 

Bordtennisbord udsat for hærværk

Tirsdag kl. 09.33 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at et udendørs bordtennisbord på Ellevangskolen på Jellebakken i Risskov var blevet udsat for hærværk. Ukendte gerningsmænd havde hamret store sten ned i bordet, der var helt ødelagt. Hærværket er formentlig sket mandag aften ved 21.30-tiden, og Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set noget. Politiet kan kontakte på telefon 114.

**

 

Ophidset mand sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen

Tirsdag kl. 01.38 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et muligt igangværende indbrud ved Thorsen Møbler på Viborgvej i Aarhus V. Der blev sendt flere patruljer til stedet, hvor betjentene traf en bil og tre personer, hvoraf den ene var meget ophidset og aggressiv. Den 22-årige mand råbte gentagne gange af betjentene og var meget opfarende, hvorfor han til sidst blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det blev efterfølgende konstateret, at der ikke var tegn på, at der var begået indbrud på stedet.

**

 

Brand i tagpap

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 08.49 en anmeldelse om, at der var brand på taget af en industribygning på Kristrup Engvej i Randers SØ. Da politiet ankom til stedet var slukningsarbejdet allerede i fuld gang, og branden var under kontrol. Det viste sig, at nogle håndværkere havde været i gang med at lægge tagpap på taget, da der var gået ild i noget træ, som håndværkerne dog mente de havde fået slukket, hvorefter de var gået til pause. Ilden var dog blusset op igen, men havde ikke nået at få fat i taget. En 20-årig mand blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven ved at have benyttet en tagbrænder uforsvarligt, så der gik ild i bygningsmaterialerne.

**

 

Færdsel

Tirsdag kl. 09.35 skete der et færdselsuheld i krydset Højgårdsvej/Grølstedvej i Thorsø. To biler, der blev ført af henholdsvis en 65-årig kvinde og en 28-årig mand, kolliderede i krydset – formentlig som følge af en vigepligtsforseelse. Der skete kun materiel skade ved uheldet.

Tirsdag kl. 09.43 blev en 27-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Rådhusstræde i Randers C.

Tirsdag kl. 18.02 blev en 23-årig mandlig bilist på Nordre Ringgade i Aarhus N anholdt og sigtet for narkokørsel og for salg af narkotika, da der i hans bil blev fundet flere klumper hash, der var pakket enkeltvis med henblik på salg.

Tirsdag kl. 19.10 blev en 16-årig dreng på Trige Centervej i Trige sigtet for at køre på en ulovlig knallert, der var konstruktivt ændret, så den på politiets rullefelt blev målt til en tophastighed på 64,2 km/t, på trods af at den kun må køre 30 km/t.

Tirsdag kl. 20.33 blev en 39-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Storskovvej i Viby J.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Stationsvej i Spentrup begået mellem mandag den 6/7 kl. 17.15 og tirsdag den 7/7 kl. 09.00
  • I Tranekærparken i Risskov begået tirsdag den 7/7 mellem kl. 11.00 og kl. 11.10
  • På Lillegade i Grenaa begået mellem fredag den 3/7 kl. 19.00 og tirsdag den 7/7 kl. 13.15
  • På Gørrilds Allé i Randers NV begået mellem søndag den 5/7 kl. 15.00 og tirsdag den 7/7 kl. 15.40
Kilde: Østjyllands Politi