Ebeltoft er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
Ni personer sigtet for husfredskrænkelse
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 14.28 en anmeldelse fra Aarhus Kommune om, at en gruppe personer havde taget ulovligt ophold i en tom ejendom på Havnegade i Aarhus C, og at gruppen havde nægtet en af kommunens medarbejdere adgang til stedet.
De ni personer, der befandt sig i bygningen, nægtede frivilligt at gå ud, og flere af dem havde lænket sig fast til radiatorer og lignende. Alle blev hjulpet ud af politiet og sigtet for husfredskrænkelse.
De otte af de sigtede lod sig føre ud uden at gøre modstand, mens en 23-årig mand var mindre samarbejdsvillig og spændte op i kroppen. Han blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
De ni sigtede er kvinder og mænd i alderen 19-25 år.
**
Politiet fandt knive og stoffer efter anmeldelse om uro
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 20.49 en anmeldelse om, at en gruppe mænd var i voldsom diskussion på en p-plads på Skanderborg i Viby.
Flere betjente var hurtigt på stedet, og da de kom frem, så de seks mænd stå på parkeringspladsen. Den ene af dem, en 33-årig mand, skyndte sig at smide en genstand i en skraldespand, da han så politiet. Genstanden viste sig at være en kniv, og han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven.
Alle mændene blev visiteret og i buksebenet på en 18-årig mand, fandt betjentene en machete, som ligesom kniven blev beslaglagt. Den 18-årig fik også en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
En anden 18-årig mand havde et par joints i lommen, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
De øvrige personer på stedet havde intet ulovligt på sig, men under en bil på p-pladsen, fandt betjentene endnu en kniv, som ingen umiddelbart ville vedkende sig.
**
61-årig mand sigtet for at slå med krykke
En patrulje kørte onsdag kl. 23.02 til en beværtning på Udbyhøjvej i Randers NØ efter en anmeldelse om, at en bargæst havde slået en anden mand i hovedet med en krykke.Da politiet kom frem, traf de en 59-årig mand, der blødte fra hovedet, men som umiddelbart ikke var kommet alvorligt til skade. Ifølge hans forklaring havde han været oppe at diskutere med en 61-årig mand, der var blevet så sur, at han havde slået ham med sin krykke.
Den 61-årige befandt sig stadig i baren, og han blev anholdt og sigtet for grov vold.
Østjyllands Politi undersøger nu episoden nærmere.
**
Standsning af bil førte til fund af stoffer og kniv
En patrulje opdagede natten til torsdag kl. 00.20 en bilist, der kørte noget usikkert rundt på Østergade i Hadsten. Betjentene fik mistanke til, at bilisten var påvirket, og fik dirigeret ham ind til siden.
Bag rattet sad en 42-årig mand og derudover sad der en 48-årig mand og en 35-årig kvinde i bilen.
Alle virkede påvirkede af stoffer, og patruljen besluttede derfor at visitere dem og ransage køretøjet.
Den 48-årige mand havde en mindre mængde amfetamin gemt i sin ene sok og i sin taske, og han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Samme sigtelse fik den 35-årige kvinde, da hun også havde gemt noget amfetamin på sig.
Den 42-årige fører af bilen havde også amfetamin på sig, og da betjentene fandt en dolk, en kniv og en trækølle gemt i bilen, erkendte han, at våbnene tilhørte ham. Han blev derfor ud over narkokørsel, sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af kniv- og våbenloven.
**
Skunk, hash og piller beslaglagt
Østjyllands Politi reagerede onsdag kl. 17.50 på et tip og foretog ransagninger på to adresser i en mindre by i Norddjurs, hvor en 31-årig mand holder til.
På adresserne beslaglagde politiet skunk, hash og ulovlige piller, og den 31-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.
**
Færdsel
Onsdag kl. 12.05 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Ålsø ved Grenaa.
Onsdag kl. 15.30 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Jyllands Allé/Chr. X’s Vej i Aarhus C. En 42-årig kvindelig bilist kørte ud i rundkørslen og ramte ind i en 32-årig mandlig cyklist, der væltede ind over kølerhjelmen og ned på asfalten. Ved sammenstødet pådrog cyklisten sig nogle skader, men han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Vestervangen i Ebeltoft begået onsdag d. 3/8 mellem kl. 11.42 og kl. 11.46
• På Askvej i Risskov begået onsdag d. 3/8 mellem kl. 15.00 og kl. 16.30