Ebeltoft er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.Politiet søger vidne til påkørsel i Harlev
I forbindelse med efterforskningen af en sag fra fredag den 4. marts kl. 19.05, hvor en mand blev forsætligt påkørt af en personbil foran Meny på Gammel Stillingvej i Harlev J, søger Østjyllands Politi en kvinde, der tilsyneladende var vidne til påkørslen.
Kvinden, der er ca. 40 år gammel, var dagen efter (lørdag formiddag) på apoteket i Harlev, hvor hun oplyste, at hun havde overværet påkørslen aftenen forinden. Kvinden oplyste dog ikke noget navn.
Politiet vil meget gerne i kontakt med denne kvinde, da hendes vidneforklaring kan have stor betydning for efterforskningen.
Er du denne kvinde, eller ved du hvem hun er, så ring til Østjyllands Politi på telefon 114.
**
76-årig sejler eftersøges
En borger opdagede søndag kl. 15.02 en forladt sejlbåd, der var stødt på grund ca. 100 meter ud for stranden ved Ebeltoft.
Det viste sig, at en 76-årig mand tidligere på dagen var sejlet alene ud i båden, og Østjyllands Politi iværksatte derfor en større eftersøgning med hjælp fra Forsvarets søredningstjeneste og Østjyllands Brandvæsen.
Der blev søgt i et større område med helikopter og både, men det lykkedes ikke at finde den 76-årige søndag. Mandag genoptages eftersøgningen.
**
Bilist kørte mod færdselsretningen med høj promille – anholdt og varetægtsfængslet
En civil patrulje i Aarhus V opdagede fredag kl. 20.46 en bilist, der drejede fra Herredsvej ind på Hasle Ringvej, hvor han kørte mod færdselsretningen, så en modkørende bilist blev nødt til at undvige for at undgå at blive ramt.
Patruljen satte efter og fik standset bilisten, der viste sig at være en 26-årig mand, som er rumænsk statsborger.
En alkometertest viste en promille et stykke over 2,0, og han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel og for at have bragt andres liv og førlighed i fare med sin kørsel.
Da mandens promille var over 2,0, bliver hans kørsel betegnet som vanvidskørsel, og hans bil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation.
Den 26-årige blev lørdag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet.
**
Røveri på tank i Højbjerg
Østjyllands Politi fik natten til mandag kl. 2.15 en anmeldelse om, at der netop havde været røveri på en Cirkle K-tankstation på Stenvej i Højbjerg.
Ifølge ekspedienten var der kommet to unge mænd ind i butikken, og pludseligt gik den ene om bag disken for at tage nogle cigaretter. Da hun bad ham gå væk, trak han et jernrør frem, som han viste hende. Kort efter kom en tredje mand ind i butikken, og han havde en pulverslukker med, som han tømte i retning mod ekspedienten, som dog ikke blev ramt.
De tre mænd tog nogle øl og cigaretter fra butikken, inden de forsvandt fra stedet.
Flere patruljer var hurtigt i området efter anmeldelsen, og en hundepatrulje gik spor efter gerningsmændene. Det lykkedes dog ikke at få fat på de tre mænd.
Politiet sikrede spor på stedet, og sagen efterforskes nu nærmere – blandt andet skal videoovervågningen gennemgås.
**
To mænd bestjålet i pirattaxaer
Østjyllands Politi fik søndag formiddag to anmeldelser om pirattaxaer, der havde været på spil i Aarhus natten til søndag.
En 38-årig mand forklarede, at han på et tidspunkt mellem kl. 4.00-5.00 havde taget en pirattaxa hjem fra byen. Han havde flere gange forsøgt at betale for turen med sit dankort, men chaufførens automat virkede ikke, og han betalte i stedet på anden vis. Først noget senere opdagede han, at hans dankort var stjålet, og at der var hævet flere tusinde kroner på det.
En 26-årig mand var udsat for præcist det samme i nogenlunde samme tidsrum. Han forsøgte også forgæves flere gange at betale for pirattaxa-turen med sit dankort, og da han kom hjem, konstaterede han, at dankortet var stjålet, og at der var hævet en del penge på det.
Den 26-årig har givet følgende signalement af chaufføren i pirattaxaen:
• Mellemøstlig af udseende, brun i huden
• Ca. 25-27 år
• Ca. 185 cm
• Kort, sort hår
• Talte dansk med accent
• Iført sort joggingtøj
Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig benytter sig af pirattaxa, da der er flere eksempler på, at man risikerer at blive udsat for tyveri eller røveri. Brug en rigtig taxa, offentlig transport eller få en til at hente dig.
**
Stak af fra politiet og blev anholdt til bryllupsfest
En motorcykelbetjent fra Østjyllands Politis færdselsafdeling opdagede lørdag omkring kl. 17.00 en motorcyklist, der kørte rundt uden hjelm. Da betjenten ville standse ham, satte han farten op og kørte med høj hastighed rundt ad forskellige stier og veje i Tilst.
Under flugten kørte han bl.a. både venstre om et helleanlæg og lavede flere vigepligtsforseelser. På Holmstrupgårdvej gik det galt for manden, der først kørte ind i et helleanlæg, herefter en bil og til sidst en hæk. Manden fortsatte nu flugten til fods og løb gennem flere villahaver, mens en hundepatrulje blev sendt efter ham.
Sporene efter manden førte til sidst hundepatruljen frem til en privat have, hvor der blev holdt en bryllupsfest. Her opdagede betjentene en 21-årig mand, som stak lidt ud fra de andre gæster, da han havde beskidt tøj på og en del rifter i ansigtet. Den 21-årige gik rundt mellem gæsterne og forsikrede betjentene om, at han skam ikke havde kørt rundt på motorcykel, men var en helt almindelig bryllupsgæst.
Værterne kunne dog ikke genkende manden, som ikke stod på gæstelisten, og han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for en lang række færdselsforseelser. Da motorcyklen var stjålet, blev han også sigtet for tyveri, og det blev også til en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig.
**
Brand i plantage
Politi og brandvæsen rykkede søndag kl. 15.21 ud til en brand i Fredhave Plantage i Tvenstrup ved Odder.
Brandvæsnet fik slukket branden, der nåede at beskadige et skovområde på omkring 1 hektar. Der skete hverken skader på personer eller bygninger.
Der var spor efter et bål, der havde været tændt på stedet, og det er formentligt årsagen til, at branden opstod.
**
Ukrudtsbrænder forårsagede mindre brand
En kvinde var søndag omkring kl. 17.30 i gang med brænde ukrudt væk med en ukrudtsbrænder ved sit hjem i Hadbjerg tæt på Hadsten, da hun ved et uheld kom til at antænde to bigballer, der stod på gårdspladsen.
Branden bredte sig efterfølgende til en lade, som nåede at få nogle mindre skader, inden ilden blev slukket af brandvæsnet.
Hvert år opstår der brande i skure eller huse som følge af forkert brug af ukrudtsbrænder – derfor er det en rigtig god idé at følge nedenstående råd fra Sikkerhedsstyrelsen, inden du tænder din ukrudtsbrænder:
• Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
• Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
• Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk
• Hold øje med glemte gløder
• Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
• Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
• Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden (fx en vandslange)
**
Flere færdselsforseelser til biltræf
Lørdag aften var omkring 5-600 bilister samlet til et træf i Anelystparken i Tilst, og betjente fra Østjyllands Politis færdselsafdeling var på stedet. Omkring kl. 23.00 kørte flere af bilisterne til Hasselager, hvor de forsøgte at køre ræs. Det blev dog forhindret af politiet. Lidt senere var det i Søften, at flere af bilisterne ville køre ræs, men det blev dog også forpurret af politiet.
I forbindelse med biltræffet skrev færdselsbetjentene 27 sigtelser og uddelte 6 klip i kørekortet. Sagerne fordelte sig på følgende vis:
• 7 x kørsel uden sikkerhedssele
• 3 x manglende lyddæmper i udstødning
• 3 x håndholdt mobiltelefon, klip
• 2 x rødt lys, klip
• 2 x unødig røg/støj
• 2 x manglende forreste nummerplade
• 2 x øvrige fejl/mangler
• 2 x synsindkaldelse
• 1 x barn u. 15 år ej fastspændt, klip
• 1 x hastighed, by, klip
• 1 x hastighed, landevej, bøde
• 1 x kørekort ej medbragt
**
Sigtet for at blotte sig for flere personer
Østjyllands Politi fik søndag kl. 19.14 en anmeldelse om, at en beruset mand havde blottet sig for flere personer i Mølleparken i Aarhus.
En patrulje kørte til stedet, hvor vidner udpegede en 60-årig mand, som gerningsmanden.
Ifølge flere personer i parken havde den 60-årig gået rundt til forskellige mennesker og vist sin penis frem, og betjentene anholdt ham derfor og sigtede ham for blufærdighedskrænkelse.
**
Bil i brand i Aarhus N
Natten til mandag kl. 00.01 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil på en p-plads på Reginehøjvej i Aarhus N.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, men bilen nåede at udbrænde, og to biler, der stod ved siden af, fik nogle varmeskader. Ingen personer kom noget til.
Det var umiddelbart ikke muligt at fastslå brandårsagen, men Østjyllands Politi mistænker, at branden var påsat.
**
Færdsel
Søndag kl. 13.16 skete der et færdselsuheld i krydset Rolighedsvej/Solbakken i Risskov. En 21-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 22-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 21-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Søndag kl. 17.05 skete der et færdselsuheld på Kongshusvej i Fillerup ved Odder. En 45-årig mand kørte af vejen og ramte ind i et træ, hvorefter bilen væltede rundt og landede på taget. Den 45-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved uheldet. Han blev efterfølgende sigtet for manglende agtpågivenhed.
Søndag kl. 23.53 blev en 52-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Tilst Vestervej i Tilst.
Søndag kl. 23.59 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestergade i Randers C. Da han havde en mindre mængde hash på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Natten til mandag kl. 2.10 blev en 33-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Århusvej i Randers SV.
**