Knivstikkeri og tyveri ved supermarked i Tirstrup førte til to grundlovsforhør

Profilbillede
dato

Østjyllands Politi fremstillede i dag kl. 11.00 en 18-årig i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for at have stukket en 59-årig mand med kniv.

Episoden fandt sted foran et supermarked på Århusvej i Tirstrup ved Ebeltoft omkring kl. 15.25, hvor der opstod en konfrontation mellem de to personer.

Den 59-årige blev stukket i armen, og han blev efterfølgende kørt til hospitalet med ambulance. Han kom ikke umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden.

Den 18-årige mand blev anholdt tirsdag aften kl. 21.02 på en adresse i det vestlige Aarhus, da han kom kørende i en bil og blev bragt til standsning af en patrulje fra Østjyllands Politi.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi har derfor ikke umiddelbart yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Østjyllands Politi fremstillede i dag kl. 13.00 en 29-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for en lang række tilfælde af butikstyveri og blev anholdt tirsdag aften kl. 21.02.

Den 29-årige mand blev anholdt på baggrund af en anmeldelse om et butikstyveri i et supermarked i Tirstrup ved Ebeltoft tirsdag eftermiddag kl. 15.25, hvor han forlod stedet i et køretøj med en medgerningsmand.

Tyveriet blev begået i forening med en 18-årig mand, og de to personer blev begge truffet om aftenen i køretøjet i det vestlige Aarhus, hvor de blev anholdt.

Foruden sigtelsen for tyveriet tirsdag eftermiddag i Tirstrup, er den 29-årige mand også sigtet for at have begået butikstyveri i blandt andet i Harlev J, Aarhus C, Randers, Odder, Viby J, Tilst, Hornslet og Åbyhøj.
Kilde: Politiets Døgnrapport
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.