Hvad er det bedste ved at bo i Ebeltoft - med dine ord?
“Den smukke natur omkring nationalparken, vandet på alle sider og ikke mindst alle de aktive mennesker i foreningslivet.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Ebeltoft til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Miljøet omkring den gamle fiskerihavn. Her trives fem aktive foreninger omkring Den Røde Hal, omkring de smukke gamle, bevaringsværdige skibe. Her holder amatørfiskerne og havhavens folk til og her kan man altid få en hyggelig snak med ligesindede.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Aner ikke hvad folk siger om mig. Men hvis de nævner mit engagement i foreningslivet omkring den gamle ålekvase Rigmor, administrationen af Den Røde Hal, mit arbejde med Kystkulturfestivalen, min deltagelse i BogBy Ebeltoft, mine faste besøg i motionscentret eller mit medlemskab af filmklubben, skulle det ikke undre mig, at de enten siger, at jeg er en rimelig aktiv olding. Andre vil sikkert mene, at jeg stikker næsen i for mange ting.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“Når jeg hører glade børnestemmer i haverne omkring mit hus, eller når vi holder åbent skib og børnefamilier kommer ombord for at høre om den gamle skudes historie og funktion.”
Hvem i Ebeltoft vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Lad mig fremhæve Thorkild Hansen for hans mangeårige, utrættelige arbejde for havne- og bymiljøet i Ebeltoft, Dan Andersen for hans store indsats for BogBy Ebeltoft og filmklubben og vores borgmester Michael Stegger Jensen for hans støtte til frivillige foreninger og til et renere havmiljø.”